Nyhedsarkiv


Dansk Magasinpresses Udgiverforening kritiserer Dyremoserapporten
Dansk Magasinpresses Udgiverforening, DMU, finder det dybt underligt, at rapporten ikke forholder sig til et særdeles stort problem i den danske mediestøtte, nemlig dagbladenes 0-moms. Og den foreslåede omlægning af distributionsstøtte til produktionsstøtte, er i tanken god, men rapportens oplæg er yderst kritisabelt, og er udtryk for at dagbladene har haft alt for stor indflydelse på forslaget.
Den urimelige 0-moms
Alle andre EU-lande har i dag en ligestilling af dagblade, ugeblade og magasiner, og opererer med ens momssats for disse medier. Politikernes opretholdelse af 0-momsen skaber i højere og højere grad en uholdbar konkurrencesituation mellem dagbladene og de øvrige medier, som er pålagt 25 % moms. Problemet for de øvrige medier er, at dagbladene ikke længere blot er formidler af nyheds- og debatstof, som politikerne anser vigtigt for demokratiet, men nu også i stor stil adopterer det indhold, som især ugeblade og magasiner traditionelt omfatter. Stofområder som mad, bolig, mode, biler, sundhed, medicin, samt kendisstof fylder stadig mere i dagbladene. Dette er en konsekvens af, at dagbladene de senere år har set deres rolle som formidler af nyheder, politik og debatstof, blive stadig mindre i takt med at de elektroniske medier, først radio og TV, og nu også internettet, overtager denne rolle.
DMU opfordrer politikerne til se på den udvikling og således sikre, at mediestøtten bliver tilpasset den virkelige verden og ikke bliver baseret på, hvordan mediebilledet så ud for 50 år siden.
En fornuftig produktionsstøtte?
At omlægge distributionsstøtten til produktionsstøtte kan give god mening, da udvalgsrapporten vil sikre produktion af de storområder som er væsentlige for samfundet og demokratiet. Problemet er blot, at oplægget i rapporten er så inkonsekvent i omgangen af støttens tildelingskriterier, at det er hovedrystende.
Det er tydeligt, at Dyremoseudvalget ikke mener, at ugeblade og magasiner, grundet deres indhold, skal have tildelt støtte. Dette kan dog godt diskuteres, for ugeblade og magasiner, er stærkt forankret i de danske hjem, og spiller en væsentlig rolle i forhold den samfundsmæssige adfærd blandt danskerne. Men Dyremoseudvalgets intentioner med støtteomlægningen kan til en vis grad finde forståelse, men når så kriterierne som ugeblade og magasiner skal vurderes på, ikke skal gælde for dagbladene, så forsvinder enhver respekt for det fremlagte forslag.
For uanset om produktionsstøtten bliver baseret på journalistiske årsværk eller redaktionelle omkostninger, så lægger rapporten op til en konkurrenceforvridende forskelsbehandling medierne imellem. For stofområder som mad, bolig, mode, biler, sundhed, medicin og kendisser, vil i dagbladene være støtteberettiget, mens det ikke er tilfældet i ugeblade og magasiner. Det er jo himmelråbende uretfærdigt!
DMU håber, at politikerne kan se, at den model er helt uholdbar, og såfremt produktionsstøtten indføres, sikrer at medierne bliver vurderet på ens kriterier. Skal dagbladene have produktionsstøtte for det samme stof som ugeblade og magasiner har, så skal støtten gælde for begge mediegrupper.
Gennemføres rapportens forslag uden de foreslåede ændringer, så vil de danske politikere fremover stå overfor særdeles vanskelige sager, da EU er meget klar i sin holdning til konkurrenceforvridning.
Lad os håbe at fornuften sejrer inden det kommer så vidt.
RSS-feeds
RSS-feeds kan bruges til at gøre det nemmere for dig at følge med i strømmen af nyheder på vores website.
I din RSS-læser, som fx kan være dit mail-program, får du nyhedens overskridt, et kort resumé samt et link til nyheden på vores website.
Klik her for at modtage RSS-feeds
Nyhedsbrev
Tilmeld dig vores nyhedsbrev og modtag nyheder fra Dansk Magasinpresses Udgiverforening.




